Originale runer?

Der findes ingen originale runer, det er kun nogen, som eksisterer i min fantasi, men runernes betydning er rigtig nok. Det kan du læse lidt mere om her på siden.

Reid

Reid er den første af de originale runer, som Sara og LB finder på deres første rejse til den anden dimension. Sara indfanger den vilde hest, Skinfaksi, og dens ejere bliver så glade for det, at de forærer runen Reid til Sara. 

Hver rune har en særlig betydning, og Reid betyder bl.a. rytter og at en rejse begynder. Ved at rejse kan man knytte bånd over store afstande.

Reids kompasretning er: Vest.

Man

Man er den næste rune, de finder i den anden dimension. Kronborgbanden er kommet på besøg, og de drager alle med over i den anden dimension.

Julle klarer på flotteste vis at forhandle mellem den rødhårede pige, Gudrun, og de andre børn, som påstår, at hun har stjålet et læderarmbånd.

Mans betydning er menneske, og det som mennesket står for, så som kultur, kommunikation og forståelse.

Mans kompasretning er: Østsydøst.

Birk

Birk er den tredje rune, de finder. Victoria beslutter, at de skal hjælpe det lille barn, som de finder midt ude i naturen, og de gør sig dermed fortjent til at modtage runen Birk, som familien Eiriksson har haft i deres eje.

Birk står nemlig for fødsel, nyskabelse, alt nyt og alt groende. Den kan også betyde, at der er noget der skal plejes og passes, måske en håndgribelig ting (som et lille barn), eller måske en situation eller en ny tanke eller ny idé.

Birks kompasretning er: Øst  

Ass

Ass er den fjerde rune, de finder.

De hjælper Frida med at afkode den gamle runetavle, dels ved hjælp af LB's store kendskab til runerne, og dels ved hjælp af Nicolais kendskab til kodeskrift. Runen finder de i den gamle gravhøj ved kysten.

Ass er alfader Odins rune. Runen står for skjulte ting, viden og ønsket om at kende skæbnen.

Ass kompasretning er: Vestsydvest.



Fe

Fe er den sidste rune, de finder i Nye tider for Kronborgbanden.

De hjælper mændene med at trække langskibet i land. Umiddelbart ser opgaven umulig ud, de mangler mænd og er ikke i stand til at få skibet i land, indtil Frederik foreslår, at de bruger okserne som trækdyr. De får imidlertid ikke runen som gave af mændene, men finder den efterfølgende oppe i langskibet.

Fe betyder kvæg, rigdom og guld. I oldtiden var kvæg lig med rigdom, sikkerhed og social status. De tamme kvæg var særdeles brugbare som trækdyr og lettede dermed menneskenes arbejde.

Fes kompasretning er: Syd. 

Naud

Naud er den første rune, de finder i Kronborgbanden og jagten på runerne.

De har fået en kryptisk gåde fra Hallfridur: Man må snige for at hjælpe en pige. Og det tør siges, at de må snige. De er for sin vis skyld i, at køkkenpigen bliver sat i et fangehul, og hende skal de selvfølgelig hjælpe fri igen, men hun er bevogtet af to store fangevogtere, som de skal forbi.

Naud betyder nød, bånd, elendighed og fangenet. Runen kan bruges  ridset i neglen som forebyggelse mod gift blandet i mjøden.

Nauds kompasretning er: Nord-nordvest.

Tyr

Tyr er anden rune, de finder i Kronborgbanden og jagten på runerne.

Endnu en kryptisk gåde fra Hallfridur lyder: I munkenes kælder, hvor aserne bor, der skal i finde en rune, jeg tror.

Efter møje og besvær finder de ud af, at det må have noget med Asserbo kloster at gøre. De finder runen gravet ned under stenene i kældergulvet, men i det samme som de har fjernet runen, starter et voldsomt angreb mod klostret. 

Tyr betyder kamp, krig, larm og uro. Tyr er også en sejrsrune, som står for sejr og retfærdighed. Den er særlig kraftfuld, hvis man ridser den tre gange.

Tyrs kompasretning er: Øst-nordøst.

Ar

Ar er tredje rune, de finder i Kronborgbanden og jagten på runerne.

Endnu en kryptisk gåde fra Hallfridur lyder: Uden gudernes kraft er alt fortabt. De har haft store problemer med at løse gåden, og det er først da de har fået fat i Tyr, at det slår LB, at denne gåde nok også har noget med Asserbo kloster at gøre. De er klar over, at det var deres skyld, at klostret blev angrebet. De er også nogenlunde enige om, at de er nødt til at hjælpe munkene. Derfor tager de tilbage med en masse pile af takstræ, hvor de har ridset tre gange Tyr i hver enkelt pil. Da angrebet stilner af, viser det sig, at munkene har endnu en rune liggende.

Ar er Asernes rune, og den betyder år og frugtbarhed. Den kan også betyde belønninger for tidligere anstrengelser.

Ars kompasretning er: Nord-nordøst.

Urr

Urr er fjerde rune, de finder i Kronborgbanden og jagten på runerne. Den kryptiske gåde fra Hallfridur lød: Når sandet jages til at tage flugten, åbenbares et lille aflukke. Julle er helt sikker på, at det må have noget at gøre med den sandflugt, som ramte området omkring Tisvilde. Her blev Tibirke kirke næsten begravet i sand, og det viser sig, at der faktisk er et lille aflukke ved siden af kirken, som er helt begravet i sandet. Julle bruger for første gang staven til at hjælpe med at jage sandet på flugt.

Urr betyder urkraft og utæmmet styrke. Urkraften som vi ikke kan undvære: naturkræfter, råstyrke og vildskab.

Urrs kompasretning er: Syd-sydvest.

Ken

Ken er femte rune, de finder i Kronborgbanden og jagten på runerne. Den kryptiske gåde fra Hallfridur lød: Lad en fakkel blive tændt for Helene, der er glemt. De finder frem til, at det må have noget med Skt. Helene at gøre, og de har heldigvis succes med at finde den ved hendes grav.

Ken betyder fakkel, ild, lys og lidenskab. Ken er også en lysrune. Uden ilden og lyset kan vi ikke leve.

Kens kompasretning er: Vest-nordvest.

Yrr

Yrr er sjette og sidste rune, de finder i Kronborgbanden og jagten på runerne. Den kryptiske gåde fra Hallfridur lød: En sømand er tabt, fordi han i sit land var forgabt. Allerede første gang de læser gåden, er Nicolai slet ikke i tvivl om, at det har noget at gøre med Den svenske søofficer. Og tænk sig, runen hænger som en amulet om halsen på Den svenske søofficer.

Yrr er en forandringsrune, som også giver indsigt i dødens mysterier og fjerner dødsangsten.

Yrrs kompasretning er: Syd-sydøst.

Seneste kommentarer

03.11 | 11:52

Hej Bodil, Jeg vil gerne købe rettenøgle for disse bøger. Men jeg kunne ikke betale for det. Hvordan kan jeg købe det? På forhånd tak. Mvh, Shinyoung

12.04 | 10:42

Hej Lise-Lotte
Tak for din besked. Jeg håber meget snart, at fjerde bog udkommer. Forhåbentlig lige på den anden side af sommeren. 👍

12.04 | 07:36

Hej Bodil.
Jeg vil blot høre hvordan det går med den 4. bog i serien om Kronborgbanden, jeg kan ikke finde den nogen steder.
Mvh
Lise-Lotte

07.02 | 08:25

Hej bodil (:
din bog var rigtig god og jeg glæder mig til at læse 3'eren mvh Clara 5.B #bodilaline #Kronborgbanden

Del siden