1. kapitel af romanen: "Græsset er også grønt i Negevørkenen"

1. Kapitel - Paris

Toget rumlede støt og roligt af sted, slet ikke som mit blod der pumpede rundt i kroppen i et salighedsbrus. Jeg var ved at briste af lykke og spænding – vi var på vej! Og hvilken herlig efterårsdag det havde været, solen havde stået højt på den bragende blå himmel for til sidst at være gået ned i et skønt flammehav af røde og orange farver. Et mere perfekt minde om vores kære Dannevang kunne vi ikke forlange. Nu var det blevet mørkt – jeg kunne se Annas spejlbillede i vinduet, hun havde et smil om læberne og glæden lyste ud af hendes øjne. Vi havde taget første skridt på vores lange rejse ned igennem Europa. Paris, Nice, Firenze, Rom, Korfu og Athen ventede forude før vores endelig mål: Israel. Forventet hjemkomst om et halvt år!

Vi havde ikke været til at skyde igennem hele dagen, trods tømmermændene fra vores afskedsfest, havde gået smånynnende rundt og pakket det sidste, tjekket og dobbelttjekket om vi havde husket alt. Helt så kække havde vi nu ikke været til afskedsfesten. Som aftenen var skredet frem, og vi skulle sige farvel til alle vennerne, var tårerne begyndt at trille - klart vi ville savne dem. Og indrømmet, lige under salighedsbruset kunne jeg sagtens ruske lidt nervøsitet frem, det var den største, længste og mindst planlagte rejse jeg skulle ud på. Vi havde selvfølgelig udstukket vores rute og rejste med en forestilling om, hvor længe vi ville blive hvert sted, men udover dét medbragte vi kun tre adresser: på et Youth Hostel i Paris, kibbutzformidlingskontorerne i Tel Aviv, og Moster Isobel også Tel Aviv. Det var slet ikke min moster, men min svogers moster, jeg havde dog altid hørt hende omtalt som Moster Isobel så det virkede helt naturligt, at sådan omtalte vi hende også – selvom vi aldrig havde mødt hende. Det var min svogers mor, Tesja, der havde insisteret: “Når I kommer til Israel skal I selvfølgelig besøge min søster. Ring til hende så snart I ankommer – det har jeg allerede fortalt hende, at I gør!” Og det havde vi lovet, at vi nok skulle.

Vores mål var at komme i kibbutz, vi havde nu ingen kontakt med én, men var overbevidste om, at det ikke ville blive svært at finde en plads, når først vi kom derned. Det var ikke på grund af uvilje overfor arrangerede kibbutzophold, at vi rejste uden, vi ville skam gerne have rejst af sted med en arrangeret plads, så vi havde haft et holdepunkt, men de forskellige kibbutzarrangører solgte kun “hele pakker” (flyrejse og ophold) – og vi havde et indædt ønske om at nå at få sjælen med (det kunne vi ikke nå på en flyrejse), så vi måtte undvære, og altså klare ærterne når vi kom til Israel.

Vi havde sagt farvel til den lille afskedskomité, der fulgte os til København. Med os godt placeret inde i toget og komitéen ude på perronen, vinkede vi farvel smilende igennem tårerne.

“Pas nu godt på jer selv!” Var det sidste vi hørte, inden toget snoede sig væk fra Hovedbanegården. Michael, min eks, havde også været der. Vores forhold var slut og alligevel ikke. Det var snart længe siden, vi var flyttet fra hinanden, men på en eller anden måde endte vi stadig hjemme hos mig weekend efter weekend. Vi befandt os i en zone, hvor vi hverken sagde, hvad vi mente eller følte – var ikke oprigtige og helhjertede overfor hinanden længere. Jeg var glad for, at han gad tage helt med til København, men nu hvor vi havde fået taget afsked og var godt på vej – var det lige før jeg fortrød, at jeg overhovedet havde spurgt ham. Michael havde virket så afmålt, så tavs. Vi havde slet ikke fået mulighed for at være alene, vi fik ikke sagt ordentlig farvel. Da vi stod på perronen, havde jeg været alt for optaget af min rejse, alt for spændt, alt for ivrig efter at komme af sted, og slet ikke i stand til at tage stilling til hans dårlige humør.

          “Typisk,” tænkte jeg, “hvor er det bare typisk, at han lader mig rejse med et sådant minde.”

Hovedbanegården var ude af syne, og vi fik travlt med at indrette os lidt til vores første lange togrejse. Vi sad godt placeret i en tysk kupé med små hyggelige billeder på væggene, havde fået tilkæmpet os vinduespladserne. Kupéen delte vi med to nordmænd og to svenskere, der også skulle på interrail. De kiggede nysgerrigt på os, da vi som noget af det første hev en masse lækre sandwich frem, knipsede kapslerne af et par Tuborg og klingede en skøn skål (vi havde dårligt passeret Valby, måske lidt tidligt at gå i gang med madpakken, men hvad – det måtte jo fejres, nu var vi altså på vej.) Hele vejen til Rødby sad vi i dette salighedsbrus, vi udvekslede selvfølgelig de almindelige høflighedsfraser med vores kupéfæller: Hvor kommer I fra? Hvor skal I hen? Men havde egentlig nok i vores eget selskab, havde nok i at forsikre hinanden om hvor godt det var, at vi endelig var kommet af sted. De sidste uger havde virket som åle lange år.

Omkring midnatstid kørte vi om bord på færgen til Puttgarden. På færgen skulle vi selvfølgelig op og proviantere lidt toldfri cigaretter, og meget vigtigt: et kilo Matador Mix – det ville helt sikkert gøre godt at have lidt danske lakridser og vingummier med. Vi nåede til Puttgarden efter en time og kunne endelig prøve at få lidt søvn. Ved tretiden vågnede jeg og konstaterede, at vi var i Hamburg. Lysten til at sove videre var ikke stor, jeg var øm i hele kroppen, og luften i kupéen var blevet sådan rigtig lummer lunken. Men der var jo ikke meget idé i at sidde og stirre hvileløst ud ad et sort togvindue, så søvnen fik overtaget, og jeg blundede videre til togets rolige rumlende bevægelser. Kvart i seks vågnede jeg igen. Det var blevet lyst, og vi var stadig i Tyskland. Jeg kiggede ud ad vinduet, nød udsigten med de vidstrakte marker, der lå og bølgede. Lykkefølelsen fyldte stadig kroppen, det var rart både at se og mærke, at vi bevægede os længere væk fra Danmark. Nu var det virkelighed, nu var det ikke længere en fantasiforestilling, nu var det ikke længere en drømmeverden. Anna vågnede en halv time efter, endelig kunne vi spise lidt morgenmad. Ved halv ti-tiden passerede vi grænsen til Belgien. Spændingen steg og det var utrolig svært at fordrive tiden. Det blev ikke nemmere af, at kroppene var ømme efter de mange timer i toget. Vi sad uroligt og prøvede at finde hvile først på den ene balle, nej den var øm – små nåle borede sig ind i den sovende muskel, så den anden – samme effekt. Strakte vores ben og måtte skubbe lidt til alle de andre ben som ihærdigt prøvede at dele den trænge gulvplads imellem sæderne. Løste lidt krydsogtværs, spiste lidt mad, kiggede ud ad vinduet, og kiggede igen og igen på uret – tiden sneglede sig af sted.

Kvart i tre ankom vi endelig til Paris, Gare du Nord, 18 timers togrejse var slut! Det var med en enorm glæde, at vi rejste os og slap ud af den efterhånden temmelig ildelugtende kupé. Charmen ved en så lang togrejse var efterhånden forsvundet. Vi steg af toget og blev fascineret af den stemning der mødte os. Her var mennesker overalt: rygsækrejsende, travle forretningsfolk, familier med børn på slæb. Lugtesanserne blev stimuleret af en blanding af dieselos og brændte kastanjer. Luften var tung og varm – det måtte være mindst tyve grader hvilket vi ikke havde forventet. Ja, så stod vi hér – kiggede lidt på hinanden, og syntes at være forsvundet fra bevidstheden et øjeblik. Al spændingen havde fyldt hele kroppen, og nu føltes det nærmest som om, at luften var sivet ud af ballonen. Et øjebliks panik hvor skulle vi begynde? Fornuften meldte sig, vi måtte veksle penge. Sandsynligheden for, at den slags kontorer er at finde ved hovedindgangen måtte være stor, hvorfor vi bevægede os i den retning. Kontorerne lå på en uendelig lang række – hvilket af dem skulle vi vælge? Først stillede vi os i den ene kø, blev i tvivl, stillede os i en anden kø – vi led tydeligvis af lige-være-ankommet-til-et-nyt-sted-syndromet, og af den usikkerhed det syndrom nu medfører. Da det endelig blev vores tur fik vi hakket os igennem de franske gloser. Vi havde selvfølgelig valgt den forkerte kø!

          “Nej desværre, hér kunne de ikke hjælpe os, men prøv kontoret derovre,” sagde den smilende lidt overvægtige dame og pegede over mod den kø, hvor vi allerede havde stået!

Tyngden fra rygsækkene værkede i skuldrene, vi havde begge udnyttet hver eneste lille krog i rygsækken – for hvad skulle man kunne undvære på så lang en rejse? Men i dette sekund ønskede vi, at vi havde kunnet undvære bare lidt af det. Der var ikke bare rygsækkene, vi havde også hver medbragt en turtaske til de ting der skulle være lige ved hånden, den hang selvfølgelig også over skuldrene og prydede vores maver. Så var der hele den økonomiske beholdning som lå varmt og trygt i vores mavebælter – mavebælter var måske så meget sagt, det var vaskeskindspunge med en snor i, snoren gik rundt om halsen, og pungen hang og klistrede sig fast til maveskindet. Heri lå alle vores penge ca. 5000,- kr. omvekslet til rejsecheck i DM - man kom ikke langt med danske kroner, havde de sagt i banken – og vores pas, vores identitet. Sidst men ikke mindst bar vi også på vores stadig fyldige Irma papirsposer (den gode solide madpakke) som gjorde, at vi følte, at fingrene var tæt på at slippe deres forbindelse til resten af hånden.

Da det endelig blev vores tur, viste det sig, at vi selvfølgelig ikke kunne veksle rejsechecks dér, blev i stedet henvist til en bank som lå lige uden for stationen. Ja, ja da. Vi fandt banken og stillede os i en ny kø, til ingen verdens nytte, da det var den forkerte bank! Sveden drev som vandfald, og tålmodigheden kunne ligge på et meget mindre sted end en lillefingernegl, men der var jo ikke andet for, end at fortsætte til vi fandt den rigtige bank. Den lå heldigvis ikke så langt væk, og efter endnu en kø fik vi endelig vekslet nogle penge.

Halvanden time efter ankomsten var vi klar til at synke ned i metroens dunkle verden, det kunne måske give anledning til endnu et snert af panik, men vi havde heldigvis været flere gange i London, og metrosystemet hér virkede tilsyneladende som dér. Så vi fandt hurtigt endestationen og linjens farve og vraltede målbevidste ned i dybet. Her var den samme karakteristiske tunge luft fyldt med støv, som hvirvlede op hver gang et tog passerede forbi. De små tykke togvogne var proppet med mennesker, og det var bestemt ikke nemt at stå klemt mellem alle de andre passagerer, prøvende at holde sig fast, følge rytmen i togets kørsel, og samtidig holde et vågent øje med vores bagage. Vi havde fået fortalt alle de advarende historier om, hvordan turister var nemme ofre for tyveri, hvordan bunden i ens rygsæk kunne blive skåret op – uden, at man bemærkede det. Det var derfor med stor lettelse vi nåede til vores endestation Hotel de Ville. Det gode og billige Youth Hostel, som vi medbragte adressen på, lå i nærheden af Notre Dame. Vi bevægede os op i gadeniveau, fandt bykortet frem, og prøvede at finde hoved og hale på nord og syd. Mens vi stod der og fumlede med kortet kom en ældre mand forbi, bød os velkommen til Paris og hjalp med at finde den rette vej.

I tankerne havde vi allerede smidt vores ømme kroppe på en ordentlig seng, glæden var derfor tilpas stor, da vi stod uden for Youth Hostelet. Humøret faldt naturligvis også drastisk, da vi fik beskeden: “Alt optaget!”. Receptionisten kunne dog hjælpe os med at henvise til et bookingkontor, som formidlede hotelværelser i Paris.

          “Det er bare et par gader herfra,” sagde hun, den ellers venlige receptionist.

Vi fandt kontoret, stillede os i den obligatoriske kø og ventede. Da kategorien begrænsede sig til “billige hoteller”, var der desværre heller ikke så meget at vælge imellem. Der var plads på et hotel beliggende i tyvende arrondissement – eller nærmere i udkanten af Paris! Vi var fuldstændig opbrugte: det værkede i skuldrene, gjorde ondt i fingrene, tøjet klæbede om kap med vores efterhånden svedvåde mavepunge, og vi var sultne! Vi kunne end ikke så meget som klemme lidt luft ud af spændingsballonen, den var gået fuldstændig død. Vi satte os i tavshed ude på trappen prøvede at tage os sammen til at komme videre, men blev i stedet enige om at finde et sted, hvor vi kunne spise lidt af vores madpakke.

          “Så har vi da også det mindre at slæbe på!” kommenterede Anna tørt.

Vi fandt et velegnet spisested i en lille baggård, maden gjorde godt, humøret og energien vendte tilbage, og vi kunne begynde at glæde os over, at vi sad her midt i Paris i en ganske hyggelig baggård.

Klokken blev syv før vi nåede til Port de Bagnolet, metro stationen som lå nærmest vores herberg ”Caap 20”. Vi gik straks i gang med at spørge om vej, nu var det bare med at finde det hurtigst muligt – ikke gå for mange unødige omveje. Men hverken den politimand eller taxichauffør vi mødte anede hvor eller hvad ”Caap 20” var. Heldigvis mødte vi en hjælpsom sjæl, som kunne berette, at gaden vi ledte efter faktisk var lige overfor, hvor vi stod. Og endelig stod vi uden foran herberget, som nu mere eller mindre lignede en skole. Vi smed os i sofaarrangementet i receptionen og ventede på en receptionist. Denne gang viste det sig, at vi var ventet, bookingkontoret havde ringet og adviseret vores ankomst. Prisen var 47 franc pr. nat med morgenmad (francen var en lille smule mere værd end danske kroner). Vi blev tjekket ind og vist til vores værelse: en sekspersoners sovesal med feltseng og stol til hver, toiletter og badesal var på gangen, ikke ligefrem luksus men rent og pænt. Der så ikke ud til at bo andre på værelset og det var da rart. Det var en saglig fryd at smide os på de bløde senge efter en anstrengende, varm og svedig eftermiddag.

          “Skal vi ringe hjem og fortælle, at vi er kommet godt herned?” spurgte Anna, mens hun lå og dinglede med benene ud over kanten på sengen.

          “Ja for pokker, det har vi jo lovet!”

Jeg havde lige forestillet mig, at min krop ikke skulle udsættes for mere aktivitet denne dag, og der skulle en kraftanstrengelse til at hive de ømme lemmer op fra sengen.

Da vi kom tilbage efter at have ringet hjem, var vi ikke længere alene på vores sovesal. I det samme vi trådte ind ad døren, mødte vi en mur af en forfærdelig fæl lugt. Vi snappede efter vejret og skuede over på synderen, en pige på vores alder, der øjensynlig rejste alene. Mine øjne fangede Annas blik, det var tydeligt at se, at hun også var lige ved at dåne. Vi havde mest af alt lyst til at udbryde: “Hold kæft hvor du stinker – ta’ dog et bad!” Resolut åbne vinduerne og lufte kraftigt ud, men vi var simpelthen for høflige til at kommentere hendes odør. Vi gik i stedet over til teknikken: “træk vejret ind gennem munden og undvig enhver forbindelse til lugtesanserne” for at undgå den ubehagelige lugt. Vi tog derimod et velfortjent bad, sprayede hele kroppen med parfume, så vi i det mindste havde lidt herlig duft omkring os, inden vi dejsede omkuld på feltsengene.

Vi vågnede begge friske og udhvilede ved syvtiden. Det var Annas tyve års fødselsdag.

          “Tillykke, gamle tøs!”

Anna gabte og smilede.

          “Tænk, at du skulle opleve din sidste dag som teenager så kaotisk, som det var i går! Lad os håbe, at det går noget lettere til i tyverne!” fortsatte jeg.

          “Ja tak! Jeg synes nu det har hjulpet at sove – og de næste par dage behøver vi da heldigvis ikke slæbe rundt på alle vores pakkenelliker!”

          “Nej heldigvis ikke, mine skuldre trænger godt nok også til et hvil!”

Vi kom ud af sengene, tog tøj på og gik ned til morgenmadsstuen. Fik serveret et stykke flute, en croissant, en lille smør, en lille miniature marmelade og hertil en god kop te. Anna fik alle brevene og de små pakker, jeg havde haft med fra hendes venner og familie, og vi fik skabt den rette fødselsdags-morgen-seance-stemning. Vi planlagde dagens sightseeing, pakkede vores turtasker og var så klar til at drage ud og trave Paris’ gader tynde. Tog metroen til Hotel de Ville, og følte os allerede som professionelle metrorejsende (det var nu også noget nemmere at begå sig uden al vores oppakning). 

Første stop var Notre Dame, et imponerende syn. Der var katolsk messe, en fantastisk betagende oplevelse som vi begge blev tiltrukket af. Vi følte, at vi var tilskuere til et helt andet univers, og søndagsgudstjenesterne derhjemme falmede helt i forhold til denne dragende messe. Vi listede lige så stille rundt i kirken og blev fuldstændig opslugt af stemningen. Da alt var blevet studeret og beundret, fortsatte vi videre langs Seinen – målet var Louvre. Langs Seinen var opstillet små boder, her kunne man købe palmer og potteplanter, billeder, smykker og souvenirs, vi tog os god tid til at studere dem alle. Slentrede af sted og indsnusede alle de nye indtryk, der mødte os. Vi havde været helt fordybet i alt tingeltangelet og fuldstændig glemt at lægge mærke til, hvor vi var, så bykortet blev fundet frem – var vi gået for langt? Straks stod der en ældre herre behjælpelig med at vise vej, efter endnu engang at blive budt velkommen til Paris (vældig høflige og flinke de franskmænd), fik vi at vide, at Louvre var lukket om tirsdagen, besøget måtte udskydes til den efterfølgende dag. Vi fortsatte igennem Jardin des Tuileries. Det var blevet dejligt varmt, blomsterne i de mange smukke og velfriserede bede duftede herligt, solen stod højt på en postkort blå himmel, og vi følte, at nu levede vi virkelig livet. Vi svævede igennem parken, og inden vi så os om stod vi på Place de la Concorde med udsigt til Triumfbuen. Her stod vi så, midt imellem seværdigheder som vi kendte så godt fra fjernsyn og film – dét føltes meget uvirkeligt! Der var et mylder af biler, som susede rundt om Concordepladsen i vældig fart. Hvordan skulle vi nogensinde komme over til midten? Stod lidt og tog bestik af situationen, nu – nej vent, nu – løb! Prustende og stønnende efter den sindsoprivende slalom imellem bilerne, stod vi nu på midten og havde et bedre udsyn til Triumfbuen og Avenue des Champs Elysées. Forsiden af medaljen var som skrevet det bedre udsyn, bagsiden at vi endnu engang måtte vove livet og kaste os ud mellem bilerne for at komme over pladsen til Champs Elysées. Det skulle jo prøves at gå på denne så berømte gade, men den var bred og meget lang, og vi var sultne, så vi drejede af, fandt en lille fortovsbiks og købte et par håndpizzaer. Med ny energi kunne vi fortsætte til Eglise de la Madeleine. Ikke nær så overvældende som Notre Dame, men kirken havde en dejlig tyst atmosfære. Vi havde fået vekslet til småmønter, så vi kunne købe et par alterlys og bede en lille bøn for vores rejse. Bagefter satte vi os på trappen foran kirken, fulgte det travle liv og nød udsigten til Place de la Concorde.

          “Jeg glæder mig til vi skal spise fødselsdagsmiddag i aften. Det må gerne være på en rigtig hyggelig restaurant, og der skal serveres en god bøf!” sagde Anna, hun var den mest kødelskende person, jeg kendte.

          “Mon ikke vi kan finde én oppe på Montmartre?”

          “Bøf eller hyggelig restaurant?” svarede hun drillende, hun vidste godt, at jeg syntes, hun var overdrevet med alt hendes kød.

          “Begge dele! Jo, det kan vi sikkert,” svarede jeg og smilede.

          “Jeg synes det har været en god dag indtil nu, det er bare skønt at være her i Paris, at være kommet af sted og samtidig vide, at vi kun lige er startet og har mange måneders rejse foran os,” fortsatte Anna.

          “Ja, det er kodyllækkert! Jeg håber bare, at det vil gå godt med at finde en kibbutz. Jeg er så spændt på at se Israel,” svarede jeg og lod mig drive tilbage til månederne inden vores afrejse. Alle havde haft en mening om min rejse – alle havde haft en mening om Israel. Det havde været anstrengende hele tiden at skulle forsvare min rejse. Hvordan kunne jeg tage ned og arbejde gratis? Blive udnyttet – kunne de ligeså godt have sagt. Og så mig, vel nok det mest apolitiske menneske jeg kendte (ifølge min egen overbevisning). Jeg ville jo bare ud og opleve noget, at jeg så havde haft kibbutz i Israel som mål, eller nærmere besættelse, ja det måtte guderne vide hvorfor. Hvis vi havde valgt at tage til Sydfrankrig for at plukke druer, havde folk nok ikke haft så travlt med at give deres besyv med til min beslutning.

          “Det er jeg også,” svarede Anna og rev mig tilbage til nuet.

          “Jeg kan bare slet ikke forestille mig hvordan det vil blive? Hvad vi bliver sat til at arbejde med? Tror du der vil være andre danskere i kibbutzen?” fortsatte hun.

          “Hvis der er, er de jo nok rejst derned med Dakiv!” svarede jeg.

          “Det er de nok. Godt vi valgte at rejse på denne måde! Det ville virke tomt at rejse direkte fra Danmark til Israel, nu får vi en meget længere oplevelse ud af det!”

          “Ja, du har helt ret gamle tøs, og nu er det atter tid til oplevelser, lad os komme af sted til Sacré Coeur,” svarede jeg og rejste mig.

Vi trissede af sted i et adstadigt tempo og nåede til foden af “bjerget” sent på eftermiddagen. Stod med tilbagelænede nakker og kiggede op ad alle trapperne. Hvilket formidabelt syn – men sikke dog et hav af trapper! Halvvejs oppe ad trappebjerget måtte vi holde pause og stikke fødderne i et koldt springvand. Igennem vores vandring i Paris var vi konstant blevet tilråbt og piftet af, selvfølgelig følte vi os smigrede over den opmærksomhed, man ville da have været et skarn hvis man ikke indrømmede, at det var med til at styrke selvtilliden, vi var i hvert tilfælde slet ikke vant til den opmærksomhed hjemmefra. Men nu blev det for meget – vi havde dårligt fået sat os før den ene franskmand efter den anden kom og spurgte, hvor vi kom fra. Hvor fanden var høfligheden blevet af?

          “Undskyld har I lyst til at snakke lidt med mig?” – næ nej – lige på og hårdt: “Where are you from?” med fransk accent. “Oh Denmark, yes I know Denmark, I have a brother/sister/uncle who lives in Denmark”. Havde det været en enkelt eller et par stykker var irritationen nok ikke vokset, og sandsynligheden for at de virkelig havde en slægtning i Danmark nok stadig været til stede, men det føltes nærmest som kom de i en byge af projektiler fra et maskingevær. Vi var bestemt ikke udfordrende klædt og kunne ikke se den logiske forklaring på, hvorfor vi dog ikke bare kunne sidde i fred.

          “Nu ved jeg snart, hvordan det må føles at være fluepapir i en vindueskarm,” sagde Anna tørt.

          “Ja!” grinede jeg, ”Den næste der kommer og spø’r svarer jeg altså, at vi kommer fra Lorteland! Så må vi se om han kender det!”

Der gik ikke lang tid før endnu et “projektil” henvendte sig, og da den stakkels franskmand svarede: “Oh, Lourdelan, yes I know Lourdelan,” lå vi flade af grin hen over springvandet.

På de forskellige trappeafsatser stod nogle afrikanske gadesælgere, som havde bredt deres sorte velour tæpper ud og flot arrangeret alskens smykker. Det ene tæppe mere fristende end det andet.

Det hører sig vel egentlig til på en rejse til udlandet at møde disse afrikanske gadesælgere med kridhvide tænder, enormt store, sorte tæer i et par løse sandaler, og helst skal de også være iklædt en farvestrålende kaftan. Vi studerede alle tæpperne, tæerne og tænderne, inden mit blik fæstnede sig ved et skønt imiteret elfenbensarmbånd på et af de sidste tæpper. Dét måtte jeg eje!

          “Hvor meget koster det?” spurgte jeg henvendt til gadesælgeren, mens jeg tog armbåndet op fra tæppet.

          “80 franc,” svarede han.

          “80 franc?! Han må sgu da ha’ slugt en kamel! Nej det vil jeg godt nok ikke gi’!” sagde jeg til Anna og gav gadesælgeren armbåndet tilbage.

Vi begyndte at gå, gadesælgeren kaldte os tilbage.

          “Hvor meget?” spurgte han og stak mig en lap papir, som jeg åbenbart skulle skrive mit bud på.

          “Skriv tyve” sagde Anna.

          “Nej, jeg skriver ti!”. Jeg rakte sedlen til gadesælgeren overbevidst om, at det nok var alt, alt for lavt. Han studerede den lidt og sagde så: “Okay”.

          “Okay? Okay …” skyndte jeg mig at sige, hev en ti franc op af pungen og betalte, inden han kunne nå at ombestemme sig.

Vi nåede toppen og satte os for at nyde den flotte udsigt over Paris. Der var en hamrende hyggelig stemning, et fire-mands band spillede, fire flotte fyre, så vi havde ikke travlt med at komme videre. Men alt godt har det med at have en ende, de fire blev udskiftet med et andet band (ikke nær så tiltrækkende), og vi gik derfor ind for at se Le Sacré Coeur. Bagefter gik turen over på Montmartre pladsen, hvor vi betragtede alle kunsterne der udstillede deres malerier. Overværede hvordan turisterne var lette ofre for deres charme, og hvordan de endte op med at sidde model for at gå derfra mange franc fattigere. Der var endnu tid til restauranterne åbnede, så vi købte et par øl, satte os tilbage på trappen og nød den flotte solnedgang. Himlen havde fået en sart rød farve, lignede nærmest fortyndet hindbærsaft, solens sidste stråler ramte tage og vinduer, og fik dem til at flamme. Det var stort, vi var hér, var til stede og nød det i fulde drag!

Klokken blev syv og tid til den længe ventede fødselsdagsmiddag. Vi udvalgte en særlig hyggelig restaurant, bestilte Entrecôte, pomme du terre et salad hertil to Carlsberg – lige som Anna havde drømt om. Mens vi sad og spiste kom en kunstner hen til vores bord, han hed Michel og havde åbenbart specialiseret sig i at klippe silhuetter af turister. Det kostede bare halvtreds franc, proklamerede han, mens han satte i et stort smil, flimrede med øjnene og gearede sig selv op i sit højeste charme es. Halvtreds franc, han måtte da være vanvittig – lignede vi måske nogle, der havde halvtreds franc til den slags. Han blev mere pågående, de må have udviklet en særlig “jeg ser og hører kun hvad jeg vil” teknik de gadesælgere, han forstod ganske enkelt ikke budskabet om, at vi ikke ville købe en silhuet.

          “Hvorfor ikke?” blev han ved.

          “Fordi det behøver vi ikke.Det har vi ikke brug for, og for øvrigt kan vi da selv klippe sådan nogle silhuetter!” snerrede jeg irriteret.

          “Okay, så klip mig!” returnerede han kvikt.

Ups, det var måske ikke lige det jeg havde forventet, men måtte jo stå ved mine ord og gik i gang med at klippe. Resultatet blev så som så. Michel takkede og spurgte, om han ikke måtte byde os på en øl som betaling. Tja, det kunne der vel ikke være noget i vejen for – vi aftalte at mødes på en nærliggende bar, så snart vi var færdige med at spise.

På baren stødte endnu en kunstner til. De var begge mægtig underholdende. Michel fralagde sig gadesælger-teknikken og det blev en ganske hyggelig aften. Men efter et par øl havde deres arme efterhånden fundet plads på kanten af sofaen et par centimeter lige over vores skuldre. Der var en indeklemt fornemmelse i sofahjørnet, og situationen lugtede af, at vi snart ville høre “je t’aime”. Vi havde ikke lyst til at udfordre skæbnen yderligere, det blev tid til at bryde op og finde tilbage til herberget. Nu hvor det var blevet mørkt, var det bestemt ikke rart at gå i de mere eller mindre mennesketomme gader og slet ikke at køre i metroen. Vi nåede dog sikkert tilbage til herberget, som så temmelig lukket og slukket ud.

          “Er døren låst?” udbrød jeg forbavset. Anna tog i døren.

          “Ja, den er låst! Så må vi håbe, at nøglen passer!” sagde Anna samtidig med, at hun satte nøglen i døren og drejede – den passede.

          “Åh, det var heldigt!” sukkede jeg.

Vi gik indenfor, famlede os frem til trappen og en lyskontakt, fandt den og fik tændt lyset. Der gik ikke mange sekunder, førend der stod en gal mand foran os. Hans hår strittede til alle sider, og han var helt opkogt i ansigtet. Han talte med meget store ord i et ualmindelig vredt tonefald. “Om vi ikke vidste, at lyset skulle være slukket klokken ti?! Om vi ikke vidste, at der skulle være absolut ro efter dette tidspunkt!”. Herregud, hvor slemt kunne det være? Men vi havde måske forstyrret ham i et andet ærinde? Vi undskyldte mange gange og skyndte os op på vores sovesal, famlede endnu engang rundt for at finde vores senge og stole, så vi kunne krybe i køjerne.

          “Godnat Pauline, og tak for en rigtig god fødselsdag!” hviskede Anna.

          “Godnat Anna, ja det har været en rigtig god dag, dem må vi ha’ nogle flere af!” hviskede jeg tilbage.

Anna vågnede midt på natten.

          “Pauline, Pauline!” kaldte hun.

          “Hmm” mumlede jeg med stadig lukkede øjne, det kunne da ikke allerede være blevet morgen?

          “Er du vågen?” fortsatte hun ivrigt.

          “Ja, hvad er der?” svarede jeg træt.

          “Der sidder en nøgen mand herinde!”

          “Hvad! Hvor?”Nu var jeg lysvågen.

          “Han sidder derovre på en stol!” svarede Anna.

Jeg gned mine øjne og rejste mig halvt op i sengen. Minsandten om hun ikke havde ret, i skæret fra gadebelysningen kunne jeg tydeligt se hans velproportionerede genitale dele.

          “Hva’ fanden!?” udbrød jeg.

Den nøgne mand rejste sig, da vi begyndte at tale, undskyldte og begyndte at tage sit tøj på. Pigen med den forfærdelig fæle lugt (ja, hun lugtede stadig) vågnede også, tændte lyset og begyndte at råbe og skrige – hun fik vækket hele herberget. Vores forargelse blegnede helt i forhold til hendes hysteriske udbrud, og vi fik nærmest helt ondt af manden, som nu lignede et skræmt dyr. Den gale mand fra før kom ilende til og fik fat i den nu halvt påklædte mand, som forklarede, at han var gået ind på den forkerte sovesal. Han undskyldte endnu engang og listede af sted til sin egen sovesal. De øvrige beboere var også vågnet, stod i døråbningen til deres sovesale og fulgte ham med nysgerrige blikke. Da han var forsvundet sænkede natteroen sig igen, og vi kunne trygt sove videre.

Næste morgen vågnede vi klokken halv otte. Da den hidsige fælt lugtende pige så, at vi var vågne, begyndte hun straks at tale videre om den nøgne mand. Vi syntes ikke der var mere ved den sag, han havde jo sagt undskyld og forklaret, hvorfor han befandt sig på vores sovesal (vi undrede os nu stadig over, hvorfor han sad helt nøgen). Efter morgenmaden slængede vi os på vores feltsenge, dagens program skulle planlægges, og der skulle skrives dagbog. Pigen med odøren skulle videre, vi havde de helt store smil på da vi sagde farvel og god tur. Endelig kunne vi få luftet ud og få sovesalen for os selv.

Ved middagstid var vi klar til endnu en dag med oplevelser i Paris. Tog metroen til Gare du Nord – dels skulle vi veksle penge, og dels skulle vi finde ud af fra hvilken station toget til Nice afgik. Vi bevægede os rejsevant på stationen, det var nu helt rart at vende tilbage og føle sig stedkendt. Alle tog mod syd afgik fra Gare du Lyon, og vi fik bekræftet, at der var et nattog til Nice den følgende dag. Med de praktiske detaljer på plads, kunne vi i ro og mag fortsætte vores dag i Paris. Vi gik ned ad Rue Lafayette til Galeries Lafayette, var lige inde og runde bare for at få fornemmelsen af dette berømte varehus. Dets berømmelse kunne vel sagtens måle sig med Harrods i London, som man da bestemt heller ikke måtte gå glip af at besøge. Med Harrods i baghovedet måtte jeg sande, at Galeries Lafayette ikke kunne knibe sig helt op på den uovertrufne og imponerende standard som Harrods nu engang stod for. Priserne var bestemt ikke til vores pengepunge, så vi gik tomhændet derfra. Vi fortsatte ned forbi L’Opera, før vi atter var fremme ved Louvre.

Museet var meget stort og overvældende. Vi slentrede rundt i den karakteristiske slowmotion-museums-gang, og havde efter et par timer fået set det hele. Forventningerne til Mona Lisa havde været store, det var derfor også en temmelig flad fornemmelse, da vi stod foran billedet. Ikke særlig stort, svært at se detaljer, og endnu sværere overhovedet at komme tæt på, eftersom der konstant stod en kødrand af mumlende, måbende mennesker omkring billedet.

          “Tja, det var så dét! Skal vi så smutte over til Eiffeltårnet nu?” spurgte jeg.

          “Ja, lad os det,” svarede Anna.

Det kunne ikke være så langt væk, vi kunne jo se det “lige derovre”. Men der var nu lidt længere end beregnet, vi gik og vi gik. Den ene kilometer tog den næste, til sidst slæbte vi fødderne efter os, gik nærmest i en foroverbøjet overtræt fnisende gang og jokede med, at der måtte være nogle der havde sat hjul under tårnet, og trillede af sted med det, hver gang vi nærmede os. Det føltes som om, at sålerne på kinaskoene var slidt op, fodpuderne var krympet – i det hele taget en fornemmelse af, at der kun var de blottede knogler tilbage, da vi endelig nåede frem og kunne stå under dette enorme tårn og kigge op.

          “Pyha, det er altså for voldsomt for mig,” sagde jeg. Jeg syntes, at tårnet så ud til at svaje.

          “Ja, jeg er nu heller ikke så meget for at skulle derop,” svarede Anna med tilbagelænet nakke.

Vi blev enige om at tage et par billeder nedefra og lade det være dét. Mens vi stod og tog billeder, stod der to unge fyre og betragtede os. De tøffede nærmere og lagde ud med den sædvanlige indgangsfrase (Where are you from?), dog udvidet med et: “Hi”. Vi nåede at svare og få oplyst, at de var fra Italien, inden de pludselig spørger, om de må tage et billede af os med Eiffeltårnet i baggrunden.

          “Sig mig,” sagde jeg henvendt til Anna, “hørte jeg rigtigt? Spurgte de om de måtte ta’ et billede af os?” fortsatte jeg og fnisede. Anna nikkede og smilede. Klart, jo, hvilket interessant billede af to ukendte kvindemennesker!? Vi følte os ikke bare lidt, men meget akavede, mens vi stod der og poserede. Vi kunne selvfølgelig have valgt at sige nej, men vi var jo i bund og grund vældig flinke og høflige mennesker – så det overvejede vi faktisk slet ikke. Måske de troede det var startskuddet til et yderligere bekendtskab, så vi ikke ville være ukendte, når de kom tilbage til Italien, men der til gik vores grænse – vi havde ikke lyst til at mingelere os yderligere med dem. Vi fortsatte ned igennem Parc du Champ de Mars med italienerne listende cirka ti meter efter os. Vi behøvede ikke at vende os om, for at se om de stadig fulgte med, det var nemlig én af de situationer, hvor man har øjne i nakken og bare ved, at de lister der omme bagved. Vi stoppede Peter-liste-sko-legen ved Militærskolen.

          “Nå, tør I så komme nærmere?” sagde Anna så lavt, at de i hvert fald ikke kunne høre det.

Hun havde knap afsluttet sætningen, førend de nærmede sig.

          “Undskyld, men vi kan ikke finde tilbage til vores hotel,” sagde den ene fyr.

          “Kan I hjælpe os?” spurgte den anden.

Billigt scoretrick! Lignede vi måske de store metropolrejsende? Nuvel, gamle spejdere som vi var, havde vi selvfølgelig tjek på hvor vi var, hev kortet op af tasken, jonglerede lidt med metrooversigten og fandt hurtigt den metrostation, som italienerne skulle til for at komme til deres hotel. Tusmørket kom krybende, og vi ville tilbage til herberget. Italienerne fulgte stadig efter, nu kun et par skridt bagved, prøvede ihærdigt at virke interessante. Da vi nåede til metrostationen viste vi, hvilket tog de skulle med, og skyndte os derefter at forsvinde i menneskemængden.

Inden vi gik til herberget, handlede vi aftensmad: pizza, pain au lait og lidt skinke – vi ville spise på herberget. Men ak, der var tjekket fire andre piger ind på vores sovesal. De lå gudhjælpemig og sov – klokken var kun syv! Surt show! Vi måtte heller ikke sætte os i morgenmadsstuen, så der var kun den kedelig gang ved toilettet tilbage. Aftenen forløb med at skrive de første breve hjem til venner og familie. Klokken ti skulle lyset slukkes (havde vi lært), og så var endnu en god dag i Paris ovre.

Vi vågnede klokken halv otte, tog straks tøj på og gik ned for at spise morgenmad. Da vi kom op på værelset var de fire piger, som var kommet den foregående dag, stået op. De var tyskere og havde været på interrail i næsten en måned. Paris var deres sidste stop, inden de skulle hjem. Vi fortalte dem, at morgenmaden var med i prisen.

          “Virkelig?” svarede de, og lignede nogle der fik en stor gave overrakt - det havde de ikke været vant til på deres rejse.

Så skulle der bades og pakkes. Vi ville tage til Gare du Lyon og sætte vores rygsække i en bagageboks, så vi havde endnu en dag til sightseeing i Paris og kunne spare penge til overnatning ved at tage med nattoget til Nice. Planen var god nok, bortset fra – ingen ledige bagagebokse! Vi satte os tålmodigt og ventede på, at der måtte blive én ledig.

          “Nu har vi altså siddet her en time!” sagde jeg og sukkede.

          “En time? Jeg gider sgu snart ikke mere!” svarede Anna

          “Skal vi ikke bare tage TGV’eren?” prøvede jeg at friste.

          “Jo, det kan vi godt, men tror du vores interrailkort gælder til det tog?”

          “Det ved jeg ikke, men vi kan da prøve at finde ud af det.”

          “All right, jeg tjekker om det er muligt!” sagde Anna og rejste sig.

Kort efter vendte hun smilende tilbage, viftende med to billetter.

          “Ved du hvad, vi skulle kun betale for en pladsreservation til bare ni franc stykket”.

          “Nej, hvor godt!” svarede jeg, og var oprigtig glad. Det hele var faktisk TGV’erens skyld, ikke at vi rejste til Israel, det havde vi på en eller anden måde altid vidst, at vi skulle, men at vi havde valgt at starte med interrail gennem Europa. Vi havde jo det der lille problem med sjælen, der skulle nå at følge med, og da jeg samme sommer havde været på tur med min bror i hans lastbil (vi skulle aflevere en båd i Sydfrankrig), havde vi kørt langs TGV’erens rute. Fuld af beundring over dette fascinerende tog havde jeg lovet mig selv, at dét måtte jeg prøve én dag. At TGV’eren var røget ud af planlægning (det var nu engang bedst og billigst at rejse med nattog) havde jeg selvfølgelig måtte sluge. Men nu, nu skulle vi altså alligevel med toget – min drøm kunne gå i opfyldelse! Det var selvfølgelig ærgerligt at miste en hel dag i Paris, men vi blev enige om, at Paris ikke lå længere væk end, at vi én dag kunne vende tilbage.

Vi tog rygsækkene og turtaskerne på, hankede op i Irma papirsposerne og gik ned på perronen hvorfra TGV’eren ville afgå. Wauw, hvor var det flot. Ja, et tog er vel et tog, men nej, dette var ikke bare et tog, det var et lyntog! Skinnende og strømlinet, frontpartiet lignede et jetfly. Da vi kom ind i toget, så vi hvor super moderne det var, dørene åbnede sig ved en let lille bevægelse med hånden – hvor smart! Vi fandt vores pladser, sank ned i de velpolstrede behagelige sæder som mere mindede om flysæder, hvert sæde havde sit eget bord, som sad fast på stolen foran. Undervejs kom en togstewardesse, der solgte fristende lækre (men meget dyre) madbokse, som dem man får serveret i en flyver. Vi tog spændérbukserne på, og købte hver vores madboks (overså i skyndingen vores stadig nogenlunde fyldige Irma papirsposer – men der var selvfølgelig også kun vakuumpakket rugbrød, dåse leverpostej, dåseøl og Matador Mix tilbage). Vi spiste og så Frankrig flyve forbi – fem timer og 800 km senere nåede vi til Marseille, hvorfra vi skiftede tog til Nice.